Modens skyggesider




Kemiske stoffer

Modebranchen er i dag en af verdens mest forurenende industrier, kun
overgået af olieindustrien. Branchen kæmper med store problemer i forhold
til giftige kemikalier, overforbrug af råstoffer og vandforbrug.
Eks. bruges 25% af alverdens kemikalier i den globale tekstilproduktion,
og branchen indtager en kedelig 2. plads i forhold til vandforurening.

Der er store udfordringer med giftige kemikalier i mange af de forskellige led
i produktionen af tøj og tekstiler. Det er især i de tidlige produktionsfaser såsom
landbrug, forbehandling af fibre og farvning at problemerne er størst, da mange
forskellige typer af kemikalier anvendes før tekstilet er blevet til et stykke tøj.

Gift i landbruget: Eksemplet Punjab

I dokumentaren ”A Killer Bargain” fra 2007 kom der fokus på de menneskelige og
miljømæssige omkostninger ved især konventionel bomuldsproduktion. Punjab regionen
i det nordvestlige Indien er et af de områder i verden der er hårdest ramt af de store
mængder pesticider og insektgifte, der hvert år bruges i dyrkningen af det hvide fiber som
er sårbart over for mange insekter. På trods af at bomuld kun dyrkes på små 2,5%
af det totale landbrugsareal i verden, er det ansvarligt for svimlende 25% af verdens
forbrug af insektgift og 11% af det samlede pesticidforbrug. Hvert år bruges der
omkring 6900 tons pesticider alene i Punjab regionen.

Det store forbrug af giftstoffer har selvfølgelig store konsekvenser for helbredet hos
bønderne og arbejderne som lever af at dyrke bomuld, da pesticider akkumuleres i kroppen,
maden og drikkevandet. Mange af de lokale kæmper med helbredsproblemer på både kort og
lang sigt, eks. udslet, kronisk søvnbesvær og vejrtrækningsbesvær. Der er desuden en langt højere
forekomst af flere kræftformer i Punjab regionen. Det er ikke kun de mennesker der arbejder i
landbruget som rammes, da udslip og pesticidrester fra landbruget udledes i vandet.
Samtidig rammes de mennesker der forarbejder bomulden eller spiser mad fra landbrug
som ligger tæt op af bomuldsproduktionen. Et forskningsprojekt fra 2013 viste at hver
fjerde person i områdets bomuldsbælte har rester af pesticider i blodet.

Selv om bomuld produceres over hele verden, er problemerne med overforbrug
af farlige kemikalier værst i produktionslande som Indien, hvor lovgivningen
ofte er svag og svær at håndhæve.

Det er eksempelvis ikke ualmindeligt at bønderne undlader at benytte sikkerhedsudstyr
når de benytter sprøjtemidler, og at sprøjtningen med pesticider sker direkte fra en tank
på ryggen uden brug af maske eller handsker. Mange af de pesticider og kemikalier der
benyttes af de lokale bønder er forbudt i både Danmark og Europa, da de er for farlige for
både mennesker og miljø. Et af de mest berygtede eksempler er insektgiften
Monocrotophos, som er et meget giftigt stof indeholdende fosfat og som er på WHOs
’liste 1’ over giftige stoffer. Monocrotophos var i mange år en meget populært insektgift
i den tredje verden, indtil de største globale kemiproducenter besluttede at stoppe
produktionen i 2006 efter stort pres fra forbrugere og interesseorganisationer.

Spraying_2

En af de største udfordringer med brugen af pesticider er at skadedyr
udvikler resistens over for giften, og at bønderne derfor er nødsaget til at sprøjte i større
mængder for at sikre deres høst mod angreb. Forbruget af pesticider i Punjab regionen er
eksempelvis steget voldsomt på tyve år: Fra 665 tons i 1990 til 47592 tons i 2002.
Og selv om forbruget af pesticider er næsten 70 gange større, har der ikke været nogen
nævneværdig forbedring af bomuldshøsten i Indien. Over 500 insektarter har i dag udviklet
resistens mod sprøjtemidler. Der bruges også kemikalier til kontrol af ukrudt og svampe,
herbicider og fungicider. Overforbrug af disse fører også til genetisk resistens.
Det vurderes at mere end 48 græsarter har udviklet resistens mod en eller flere herbicider,
og mere end 100 plante- og svampearter er resistente over for fungicider.


Farlige farvestoffer

Før fiber bliver til et flot stof skal det igennem en lang forarbejdningsproces hvor
tekstilet forbehandles, bleges og til slut farves. Tekstiler opnår deres flotte kulør ved at
man at man indfarver tråden, tekstilet eller det færdige stykke stof, hvor forskellige mønstre
skabes ved enten at væve eller strikke farvede tråde sammen. Produktionen af kulørte
tekstiler involverer også tit tryk og print.

Mange kemikalier benyttes undervejs i denne proces, bl.a. benyttes kemikalier til blegning,
særlige hjælpestoffer for at få farvestofferne til at binde til fibrene, syntetiske farvestoffer og
kemikalier som gør farverne permanente.

Hvordan man farver tekstiler varierer i forhold til hvilken type fiber man bruger, eks.
om det er et plantefiber som bomuld eller et syntetisk som polyester. Fælles for dem er
dog at der i alle processerne benyttes kemikalier som kan være skadelige for
mennesker og miljø, eks. ved at de ikke kan nedbrydes i naturen eller indeholder
tungmetaller. Mange af de hjælpestoffer som anvendes bliver desuden ikke på stoffet
efter farvningen, og derfor udledes de ofte sammen med farvehusets udledning.

Siden visningen af dokumentaren ”A Killer Bargain” har der været øget fokus på de
forhold som især billige tekstiler produceres under. I dokumentaren blev det vist
hvordan billige tekstiler produceres på hundredevis af tekstilfabrikker i Indien, og
at mange af de kemikalier og produktionsprocesser der benyttes er sundhedsskadelige for
arbejdere og i sidste ende også dem der skal gå med tøjet. På flere af de fabrikker som
dokumentarholdet besøgte, gik arbejderne rundt i syrebade og giftige dampe, hvor der
blev anvendt aggressive kemikalier som klorin til blegning. Det var ualmindeligt at nogle
holdt til mere end 3 års arbejde på disse primitive fabrikker, hvor arbejderne
ofte led varige skader på øjne og lunger.

Et andet stort problem med farvningen af tekstiler er at spildevandet fra fabrikkerne
ofte udledes direkte i naturen, eks. produceres der hvert år 1,6 millioner tons spildevand
indeholdende giftige farvestoffer i Kina. Det er herved ikke kun tekstilarbejderne der rammes,
men i lige så høj grad de andre lokale producenter og mennesker som bor tæt på fabrikkerne.
Mange fabrikker udleder spildevandet og kemikalierne direkte i vandløb eller pumper det
ned i undergrunden, hvilket forurener drikkevandet eller blander sig med den vandforsyning
som de lokale bønder benytter sig af til at dyrke eks. fødevare. Mange steder samler det
de giftige kemikalier og forurenede spildevand i store søer, hvor sammenblandingen
af forskellige aggressive kemikalier kan føre til ukontrollable kemiske reaktioner.

farver

Efterbehandling og produktet i butikken

Inden et stykke tøj havner på hylden i butikken, er tekstilet ofte blevet efterbehandlet
for at forbedre tøjets udseende, eks. gøre det mere glat eller skinnende, eller for at
give det ekstra funktioner som strygefrihed eller vandafvisning. Mange af de kemikalier
der benyttes kan være skadelige for bæreren af tøjet og for miljøet, eksempelvis er
stoffet formaldehyd, som benyttes til at gøre tøjet strygefrit, mistænkt for at være
kræftfremkaldende. I sidste ende kan den T-shirt man køber indeholde mellem et
halvt til et helt kilo kemikalier, og mange af de kemikalier som benyttes undervejs i
produktionen kan give skader på nervesystemet, være hormonforstyrrende eller øge
risikoen for kræft. Når resterne af disse stoffer kommer direkte i kontakt med huden, er
der øget risiko for at udvikle permanent allergi. Miljøstyrelsen og Astma Allergi Danmark
anbefaler derfor stærkt at man altid vasker sit nye tøj inden man tager det i brug – faktisk
vil blot en enkelt vask kunne fjerne mellem 50-80% af de kemiske rester.

*

BACK TO NEWS

*

HOME